Indlæg

Onlinekursus - Vi kunne tjene kassen på at lave kurser om kanariefugle

Onlinekursus - Vi kunne tjene kassen på at lave kurser om kanariefugle - Artikel - Mandag Morgen

Universiteter kan tjene millioner af dollar på at tilbyde online-kurser målrettet folks karriereforløb. Jagten på en bæredygtig forretningsmodel er nu indstillet på markedet for efteruddannelse. KU holder den ideologiske fane højt og prioriterer indhold frem for indtægt.

To af verdens førende mastodonter på hver sit område indgik for nylig en aftale med vidtgående perspektiv.

På den ene side af bordet sad repræsentanter for AXA, et af verdens førende forsikringsselskaber med 165.000 ansatte fordelt på 64 lande over hele verden. På den anden side sad repræsentanter for Coursera, der er verdens største platform for de populære MOOCs – Massive Open Online Courses. Virksomheden samarbejder med 150 universiteter over hele verden, herunder flere danske universiteter såsom Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet.

Aftalen mellem AXA og Coursera giver de 165.000 ansatte i forsikringsgiganten mulighed for at få efter- og videreuddannelse via nogle af de mange MOOC-kurser med førende professorer inden for en række forskellige områder såsom ledelse, datalogi og digital markedsføring, så de kan blive bedre klædt på fagligt til fremtidens arbejdsmarked.

”Vores branche gennemgår en hurtig forandring, og at give vores medarbejdere direkte adgang til den bedste akademiske viden vil hjælpe dem og styrke deres færdigheder,” sagde Rino Piazzolla, HR-chef i AXA, ved offentliggørelsen af samarbejdet.

Den nye aftale er bare den seneste, som Coursera har indgået, siden selskabet med 27 millioner studerende i ryggen åbnede for sin nye forretningsstrategi sidste år. Coursera har allerede nu lavet 90 tilsvarende partnerskaber med store koncerner som L’Oreal, PayPal, Bank of New York Mellon, Danone, JP Morgan Chase og Air France-KLM samt offentlige organisationer i lande som USA, Pakistan, Egypten, Malaysia og Singapore.

Det er også et eksempel på, hvordan MOOC-bølgen har skiftet kurs gennem de sidste fem år. Da bølgen skyllede ind over kloden tilbage i 2012, var der meget fokus på, at kurserne var gratis. Nu skulle undervisningen demokratiseres. Nu kunne en landmand fra Senegal, en læge fra Sydkorea eller en lærer fra Syddjurs pludselig blive undervist kvit og frit af nogle af verdens førende professorer fra verdens mest anerkendte universiteter.

Men jagten på en bæredygtig forretningsmodel har betydet, at fokus for platforme som Coursera er skiftet til beskæftigelse, efteruddannelse og jobfremmende kurser. Det gratis indhold på kurserne bliver gradvist mindre og mindre. Nu handler det mere om at klæde medarbejdere fagligt bedre på og styrke deres professionelle kompetencer, så de står stærkere rustet til fremtidens teknologiske arbejdsmarked. Omkring 40 pct. af de nye MOOC-kurser, der blev udbudt sidste år, er inden for områder som forretningsførelse og teknologi.

Nogle af verdens største platforme for MOOC, såsom Coursera, Udacity, FutureLearn og edX, med tilsammen omkring 50 millioner studerende i ryggen har på hver sin måde skruet op for indtjeningen.

Forretningsmodel i støbeskeen

Verdens største platform for MOOC, Coursera, har taget forskellige skridt for at øge indtjeningen. Selv om undervisningen er gratis på de kurser, som udbydes via Coursera, kan kursisterne betale typisk 49 dollar (ca. 310 kr.) for at få et certifikat som bevis på, at de har gennemført et kursus. Halvdelen af pengene går tilbage til det pågældende universitet, der har stået for selve undervisningen.

Så når over 4.500 kursusdeltagere fra Københavns Universitet har betalt et gebyr for at få et kursusbevis, får universitetet kun lov til at beholde halvdelen af beløbet.

Coursera har også lanceret en abonnementsordning. I stedet for at betale for hvert enkelt kursus kan folk nu betale et fast beløb på mellem 39 og 89 dollar om måneden, hvilket giver adgang til en pakke af kurser inden for ét af de ca. 180 specialer.

Coursera har også åbnet for at tage en kandidatgrad online. Folk kan f.eks. tage en MBA på det amerikanske University of Illinois til 22.000 dollar – knap 140.000 kr. – eller en kandidatgrad i ’Innovation og entreprenørskab’ på HEC Paris til 20.000 dollar. Og det er kun begyndelsen. Coursera har et mål om at lancere 15-20 kandidatprogrammer inden udgangen af 2019.

Verdens næststørste platform – edX – med 11 millioner kursister går samme vej. EdX annoncerede i begyndelsen af i år sin første kandidatgrad i samarbejde med Georgia Tech til en pris på i omegnen af 10.000 dollar. Som udgangspunkt er platformens op imod 1.500 kurser gratis, herunder også de mange kurser i det såkaldte MicroMaster-program. Dog skal kursisterne betale for at få et certifikat.

EdX blev grundlagt i 2012 i et partnerskab mellem Harvard University og Massachusetts Institute of Technology, der til sammen kastede 60 millioner dollar ind i projektet. Siden er der kommet flere millioner dollar til. Adm. direktør for edX, Anant Agarwal, forventer, at selskabet er økonomisk bæredygtigt i 2020.

De andre store platforme følger i samme spor. Den britiske MOOC-udbyder FutureLearn med seks millioner kursister har i samarbejde med Deakin University fra Melbourne i Australien lanceret de første fulde syv kandidatgrader i MOOC-format. De handler bl.a. om cybersikkerhed og ledelse og koster typisk op til 24.000 britiske pund – ca. 194.000 kr.

FutureLearn har også lanceret en ny prispolitik, så f.eks. kursister skal betale 30 til 90 dollar for at få ubegrænset adgang til kursusindholdet.

Verdens femtestørste platform, Udacity, går sine egne veje. Den samarbejder tæt med forskellige store virksomheder som Facebook, Google og verdens største teleselskab AT&T, der gerne vil tiltrække dygtige medarbejdere med de rette kompetencer til konkrete job. AT&T har f.eks. betalt Udacity 3 millioner dollar for at udvikle en række kurser, i håb om at koncernen kan rekruttere nye talenter.

Udacity har et særligt jobprogram, der kan minde om en slags praktikplads. Det fungerer på den måde, at arbejdsgiveren fortæller, hvilke kompetencer man har brug for, hvorefter Udacity så foreslår en kandidat eller to. Kandidaten arbejder så på prøve i typisk tre måneder i virksomheden, og i den periode tager Udacity et gebyr på 10-20 pct. af lønnen.

Udacity har også oprettet en stribe jobmålrettede kurser – kaldet Nanodegrees – inden for områder som webudvikling, dataanalyse, Android-programmering, kunstig intelligens og selvkørende biler. Disse kurser koster typisk…

Læs hele artiklen om “Vi kunne tjene kassen på at lave kurser om kanariefugle” her: https://www.mm.dk/artikel/vi-kunne-tjene-kassen-paa-at-lave-kurser-om-kanariefugle

Online kursus - En million har meldt sig til danske universiteters onlinekurser - Onlinekursus.dk

Online kursus - En million har meldt sig til danske universiteters onlinekurser - mandagmorgen - Onlinekursus.dk

Over én million studerende fra hele verden har meldt sig til et onlinekursus på et dansk universitet i løbet af de seneste fire år. Københavns Universitet tegner sig for over halvdelen. Store internationale koncerner bruger de såkaldte MOOCs til efter- og videreuddannelse af deres ansatte.

Studerende fra hele verden kan i dag sidde hjemme i sofaen ved deres computer og blive undervist af professorer fra danske universiteter.

Med få klik kan de få adgang til et menukort af gratis undervisningstilbud på højt niveau og dykke ned i Søren Kirkegaards filosofi eller lære nyt om vindenergi. De kan gå på opdagelse i nordisk mad, blive undervist i social entreprenørskab eller fordybe sig i global sundhed.

Hovedparten af de danske universiteter er sprunget på en af de største og mest perspektivrige nyskabelser inden for undervisning de seneste mange år; de tilbyder de populære kurser kaldet MOOC – Massive Open Online Courses – som de seneste fem år har bredt sig med lynets hast.

Ved årsskiftet havde over 58 millioner mennesker verden over tilmeldt sig mindst ét MOOC for at blive undervist af topprofessorer fra selv verdens mest anerkendte universiteter som Harvard, Oxford og Stanford. Over 700 universiteter tilbyder nu disse gratis onlinekurser.

Alt tyder på, at udviklingen bare vil fortsætte de kommende mange år. Store koncerner med over 100.000 ansatte laver partnerskaber med udbyderne af disse kurser, så medarbejderne kan få en efter- og videreuddannelse. Dermed kan de sidde hjemme om aftenen eller i weekenderne for at lære nyt, uden at skulle rive en uge ud af arbejdskalenderen.

Foreløbig har godt én million meldt sig til et kursus på et af de danske universiteter i løbet af de seneste fire år. Københavns Universitet ligger klart i front. Universitetet sprang som et af de første i Skandinavien med på bølgen. Siden 2013 har over 500.000 personer tilmeldt sig et af universitets kurser, og næsten alle er udlændinge.

Til sammenligning har universitet i dag knap 39.000 studerende immatrikuleret. Og antallet af nye MOOC-studerende ventes at stige kraftigt, når universitetet om kort tid i et samarbejde med andre universiteter fra fire kontinenter tager hul på en serie af nye kurser om FN’s 17 verdensmål for nogle af klodens største udfordringer.

Professor Flemming Konradsen fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet er ansvarlig for universitets MOOC-strategi og er en af landets mest vidende om fænomenet. Han vurderer, at MOOCs vil blive en endnu større del af fremtidens universitet.

”Der er ingen tvivl om, at vi set fra både et fagligt og et brandingperspektiv er nået meget længere ud i verden til utroligt billige penge. Vi har høstet nogle fordele af, at vi har kunnet fagliggøre nogle område, hvor vi forsknings- og uddannelsesmæssigt står stærkt,” siger Flemming Konradsen.

Danmarks Tekniske Universitet, DTU, er også for længst hoppet med på MOOC-bølgen. Foreløbig har 245.000 studerende tilmeldt sig et af DTU’s kurser. Også Copenhagen Business School, CBS, satser på MOOCs, og her har foreløbig 200.000 studerende fra hele verden meldt sig til et af de mange kurser. Syddansk Universitet og Aarhus Universitet er også så småt kommet med på bølgen, mens universiteterne i Aalborg og Roskilde foreløbig klapper hesten.

Revolution eller luftkastel

Fageksperter har stået i kø for at lovprise perspektiverne, siden MOOC-bølgen for alvor begyndte at skylle ind over kloden tilbage i 2012.

De mest optimistiske mener, at MOOC er den største revolution af undervisningssystemet i over 100 år. Online-undervisningen kan mindske kløften mellem verdens rigeste og fattigste lande, fremføres det, når millioner af mennesker verden over pludselig kan få adgang til viden fra nogle af verdens førende tænkere og professorer.

Samtidig kan kurserne være med til at sikre den nødvendige arbejdskraft med de rette kompetencer til virksomhederne i vores teknologifokuserede industri 4.0-fremtid. Universiteter kan brande sig og tiltrække både flere traditionelle studerende og forskere, og så kan perspektiverne i MOOC lægge en dæmper på de eksploderende globale udgifter til undervisning.

En af de globale pionerer på området, Sebastian Thrun fra it-platformen Udacity, har ligefrem spået, at der blot vil være 10 universiteter tilbage i verden om 50 år. Et af hans mest hypede kurser i MOOC-epokens begyndelse handlede om kunstig intelligens og havde 160.000 tilmeldte studerende fra 190 lande. Kurset blev oversat af frivillige til 44 forskellige sprog. Ud af de 23.000 personer, der gennemførte hele kurset, fik 248 af de onlinestuderende den maksimale score ved den afsluttende eksamen, hvilket ikke lykkedes for en eneste af de 200 studerende, der fulgte Thruns ’analoge’ undervisning på Stanford University. Den bedste af de studerende på Stanford kom ind på en plads som nummer 411.

Men der er også mange kritikere af MOOC, der ikke deler optimisternes jubelvisioner. De afviser at, MOOC nogensinde kan erstatte den klassiske campus-undervisning, hvor underviseren sidder ansigt til ansigt med de studerende.

Hvem der får ret, kan kun fremtiden vise. Men meget er allerede ændret i løbet af de sidste fem år.

Tag nu bare et eksempel som selskabet Coursera, der på rekordtid er blevet verdens største platform for MOOC-kurser med over 27 millioner kursister. Virksomheden samarbejder med over 150 universiteter fra 29 lande – herunder også Københavns Universitet, DTU og CBS – og har over 2.000 onlinekurser. Coursera fik sin første million brugere hurtigere end Facebook. 3 ud af 4 kursusdeltagere er fra andre lande end USA, og 9 ud af 10 deltagere er over 22 år.

Administrerende direktør i Coursera, Rick Levin, mener, at MOOC ikke har disruptet uddannelsesområdet, som mange ellers har hævdet. Han mener, at MOOC har disruptet arbejdsmarkedet.

For den typiske MOOC-kursist er ikke den unge traditionelle universitetsstuderende. Det er derimod de folk, som har forstået behovet for ’livslang læring’. De er typisk mellem 25 og 45 år, og de tager et MOOC for at fremme deres professionelle karriere. De har nået et stadie i livet, hvor de ikke bare kan hive tid ud af kalenderen til at gå på universitet, men kan klare studierne om aftenen eller i weekenden.

”Universiteterne er vores partnere, ikke vores konkurrenter. Så på den måde er der ikke tale om disruption af de videregående uddannelser. I hvert fald ikke endnu. Den disruption, vi skaber, er på arbejdsmarkedet. Du kan se tonsvis af folk på LinkedIn, som poster deres Coursera-certifikater på deres profil, og det er nu blevet et signal til arbejdsgiverne om, at det vil fortsætte med at vokse, da flere arbejdsgivere begynder at ansætte folk på baggrund af disse kvalifikationer,” forklarede Rick Levin i en CxOTalk før sommerferien.

Københavns Universitet viser vejen

Københavns Universitet er Danmarks førende inden for MOOC, både målt på antallet af deltagere og kurser. Universitetet har foreløbig lanceret 12 forskellige kurser, og 6-7 nye er i støbeskeen – alle sammen via Coursera.

Universitetets menukort over MOOC-kurser består bl.a. af Søren Kierkegaards filosofi, globale sundhedsudfordringer, diabetes, forfatningskampe i den muslimske verden, tiden efter det arabiske forår samt skandinavisk film og tv.

Hver femte kursusdeltager kommer fra USA, men også folk fra lande som Kina, Indien og Brasilien er flittige deltagere på KU’s kurser. Faktisk udgør danske kursusdeltagere kun knap 4 ud af 100 deltagere.

Professor Flemming Konradsen fra Københavns Universitet underviser selv på kurset ’Introduktion til global sundhed’, som har kørt flere gange og efterhånden er nået op på godt 100.000 deltagere samlet.

”Coursera har nogle utrolig dygtige analytikere, som på forskellige måder hele tiden undersøger, hvad København Universitet kan sælge, og hvad vores brand er. De fortæller os, om Niels Bohr stadig er et hit, eller om vi har en helt specifik og særlig underviser, som vi må brande på en MOOC. Vi har indtil nu ikke ladet os påvirke så meget af, hvad de finder frem til i deres analyser. Måske vi kommer til det på sigt. Men vores mål er jo ikke at tjene penge på MOOCs,” siger Flemming Konradsen.

Over en halv million har indtil videre meldt sig til et af universitetets kurser. Men ligesom erfaringerne fra andre universiteter i verden har vist, oplever København også, at kun omkring halvdelen af de tilmeldte kursister reelt bliver aktive. Og kun godt 1 ud af 10 gennemfører hele kurset.

Foreløbig har over 28.000 gennemført et MOOC-kursus på KU, mens kursusvideoerne er blevet set over 4 millioner gange. Og over 4.500 deltagere har valgt at betale typisk 49 dollar – svarende til ca. 310 kr. – for at få et certifikat på at have gennemført kurset, som de kan vise til f.eks. en arbejdsgiver. Heraf får universitetet halvdelen af gebyret, mens Coursera beholder den anden halvdel.

De første kurser kostede typisk 400.000-500.000 kr. at tilrettelægge og gennemføre, men i takt med at teknologien hele tiden bliver bedre, og man har høstet nogle erfaringer, koster det nu ’kun’ typisk 250.000-300.000 kr. at producere et MOOC-kursus, fortæller Flemming Konradsen.

Han har store forventninger til de nye kurser, som er i støbeskeen om FN’s 17 verdensmål, som stats- og regeringsledere fra hele verden blev enige om for snart to år siden. De handler om at løse mange af klodens største udfordringer inden år 2030 som f.eks. at udrydde ekstrem fattigdom og sult på globalt plan, mindske ulighed og bekæmpe klimaforandringer.

Københavns Universitet er gået sammen med 16 andre universiteter fra hele verden for at tilbyde kurser, der skal klæde deltagerne på til at indfri verdensmålene. Hvert kursus er bundet op på en FN-organisation, en stor ngo-organisation eller offentlig myndighed, som sammen med kursusdeltagerne skal arbejde sammen om en konkret opgave.

På et af universitetets MOOC-kurser skal deltagerne f.eks. arbejde sammen med FN’s Befolkningsfond, UNFPA, for at finde løsninger til at reducere omfanget af barnebrude og -brudgomme, omskæringer og fremme brugen af prævention. Andre af Københavns Universitets kurser har fokus på vand, turisme, spredning af global antibiotikaresistens samt luftkvaliteten og dets sundhedsskadelige virkninger.

”Der er stort pres fra…

Læs hele artiklen om “En million har meldt sig til danske universiteters onlinekurser” her: https://www.mm.dk/artikel/en-million-har-meldt-sig-til-danske-universiteters-onlinekurser

Online kursus - Virksomheder efteruddanner i stor stil medarbejdere på onlinekurser

Online kursus - Virksomheder efteruddanner i stor stil medarbejdere på onlinekurser - Onlinekursus.dk

Virksomheder efteruddanner i stor stil medarbejdere på onlinekurser

Det skal være slut med at rive kostbare dage ud af arbejdskalenderen for at sidde på skolebænken i en fjern campus langt væk fra bopælen. Nu kan virksomhederne klæde deres ledere og medarbejdere bedre på ved hjælp af skræddersyet digital undervisning.

Et af verdens største og førende erhvervsuniversiteter, INSEAD, er det seneste eksempel på, hvordan den globale onlinebølge breder sig med stadig stigende styrke. INSEAD har oprettet et nyt undervisningstilbud, hvor virksomheder kan undervise ansatte ved hjælp af store tilpassede onlineprogrammer.

Undervisningen er bygget op omkring videooptagelser af skolens underviseres forelæsninger. De enkelte forelæsninger er optaget specielt til hver virksomhed og med et lille publikum fra målgruppen. Desuden er der indlagt forskellige quizzer og digitale diskussionsfora.

INSEAD har i dag campusser i Europa, Asien og Mellemøsten. Men som lederen af INSEAD, dekan Ilian Mihov, udtrykker det:

”Jeg bliver ofte spurgt, hvor INSEADs næste campus vil blive placeret. Jeg er mere og mere overbevist om, at vores næste campus er digital,” siger han.

INSEAD har allerede lavet aftaler med de to store globale mastodonter it-koncernen Microsoft og konsulentvirksomheden Accenture om at uddanne deres ledere og ansatte. Samarbejdet med Microsoft er længst fremme.

Parterne havde deres første møde i april sidste år og underskrev en kontrakt i maj. Forelæsningerne blev optaget på video i juni, redigeret i juli, testet i august og lanceret i oktober. Microsoft lukkede i første omgang for tilmeldingen, da 1.000 ansatte var tilmeldt. Af dem gennemførte 85 pct. kurset. Nu skal tusindvis af andre Microsoft-ansatte gennem et lignende forløb.

Det samme er tilfældet med de ansatte i rådgivningskoncernen Accenture. De første 1.000 ledere skal efter planen på kursus fra juni i år, hvorefter yderligere 2.000 følger trop kort tid efter.

Kæmpe globalt marked

Det nye pædagogiske tilbud fra INSEAD er blot det seneste eksempel på en tendens, der spreder sig hastigt. Markedet for uddannelse af medarbejdere skønnes alene i USA at udgøre op imod 70 milliarder dollars ifølge en analyse fra Deloitte.

Men de førende globale erhvervsuniversiteter – de såkaldte top tiers som Stanford, Harvard og Wharton – skønnes blot at kunne opfylde 5 pct. af virksomhedernes uddannelsesbehov ad traditionel vej, hvor man møder op fysisk. Ved at bruge nye digitale undervisningsplatforme kan de derfor øge adgangen af studerende og sikre sig et større marked.

Andre førende erhvervsuniversiteter og andre universiteter har da også kastet sig over området og bl.a. sikret sig aftaler med forskellige partnere i vækstøkonomierne i Afrika syd for Sahara og i det centrale og sydøstlige Asien.

London Business School har f.eks. landet en kontrakt på 38 millioner dollars om at levere et lederskabsprogram for ledere i Kuwait Petroleum Company. HEC Paris i Frankrig har for nylig lavet aftaler om at undervise ansatte i nogle af Elfenbenskystens statslige departementer og forskellige private virksomheder. Den britiske Henley Business School har lavet en kontrakt om at træne ansatte i det britiske finansråd – Financial Conduct Authority – via et undervisningsprogram baseret på fjernundervisning. Og Duke Corporate Education, der er en del af det amerikanske Duke University, har forskellige kunder i Afrika inden for brancher som banker, teleselskaber og naturressourcer.

Uddanner fremtidens medarbejder

De store kommercielle udbydere af onlinekurser som f.eks. Coursera, Udacity og edX øjner også gode muligheder for at udnytte virksomhedernes behov for at efteruddanne deres ansatte til at kunne tackle nye strategiske udfordringer.

Udacity samarbejder med forskellige store virksomheder som Facebook, Google og verdens største teleselskab AT&T, der gerne vil tiltrække dygtige medarbejdere med de rette kompetencer til konkrete job. AT&T har f.eks. betalt Udacity 3 millioner dollars for at udvikle en række kurser, i håb om at koncernen kan rekruttere nye talenter.

Udacity blev stiftet for godt tre år siden af den tidligere Google-forsker Sebastian Thrun, der bl.a. står bag den førerløse bil og Google-brillen. Virksomheden har foreløbig haft omkring 3 millioner kursister, hvoraf et enkelt kursus om kunstig intelligens alene havde over 150.000 deltagere.

Undervisningsplatformen Coursera går…

Læs hele artiklen om “Virksomheder efteruddanner i stor stil medarbejdere på onlinekurser” her: https://www.mm.dk/artikel/virksomheder-efteruddanner-stor-stil-medarbejdere-onlinekurser