Onlinekursus - Find det næste her

Over én million studerende fra hele verden har meldt sig til et onlinekursus på et dansk universitet i løbet af de seneste fire år. Københavns Universitet tegner sig for over halvdelen. Store internationale koncerner bruger de såkaldte MOOCs til efter- og videreuddannelse af deres ansatte.

Studerende fra hele verden kan i dag sidde hjemme i sofaen ved deres computer og blive undervist af professorer fra danske universiteter.

Med få klik kan de få adgang til et menukort af gratis undervisningstilbud på højt niveau og dykke ned i Søren Kirkegaards filosofi eller lære nyt om vindenergi. De kan gå på opdagelse i nordisk mad, blive undervist i social entreprenørskab eller fordybe sig i global sundhed.

Hovedparten af de danske universiteter er sprunget på en af de største og mest perspektivrige nyskabelser inden for undervisning de seneste mange år; de tilbyder de populære kurser kaldet MOOC – Massive Open Online Courses – som de seneste fem år har bredt sig med lynets hast.

Ved årsskiftet havde over 58 millioner mennesker verden over tilmeldt sig mindst ét MOOC for at blive undervist af topprofessorer fra selv verdens mest anerkendte universiteter som Harvard, Oxford og Stanford. Over 700 universiteter tilbyder nu disse gratis onlinekurser.

Alt tyder på, at udviklingen bare vil fortsætte de kommende mange år. Store koncerner med over 100.000 ansatte laver partnerskaber med udbyderne af disse kurser, så medarbejderne kan få en efter- og videreuddannelse. Dermed kan de sidde hjemme om aftenen eller i weekenderne for at lære nyt, uden at skulle rive en uge ud af arbejdskalenderen.

Foreløbig har godt én million meldt sig til et kursus på et af de danske universiteter i løbet af de seneste fire år. Københavns Universitet ligger klart i front. Universitetet sprang som et af de første i Skandinavien med på bølgen. Siden 2013 har over 500.000 personer tilmeldt sig et af universitets kurser, og næsten alle er udlændinge.

Til sammenligning har universitet i dag knap 39.000 studerende immatrikuleret. Og antallet af nye MOOC-studerende ventes at stige kraftigt, når universitetet om kort tid i et samarbejde med andre universiteter fra fire kontinenter tager hul på en serie af nye kurser om FN’s 17 verdensmål for nogle af klodens største udfordringer.

Professor Flemming Konradsen fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet er ansvarlig for universitets MOOC-strategi og er en af landets mest vidende om fænomenet. Han vurderer, at MOOCs vil blive en endnu større del af fremtidens universitet.

”Der er ingen tvivl om, at vi set fra både et fagligt og et brandingperspektiv er nået meget længere ud i verden til utroligt billige penge. Vi har høstet nogle fordele af, at vi har kunnet fagliggøre nogle område, hvor vi forsknings- og uddannelsesmæssigt står stærkt,” siger Flemming Konradsen.

Danmarks Tekniske Universitet, DTU, er også for længst hoppet med på MOOC-bølgen. Foreløbig har 245.000 studerende tilmeldt sig et af DTU’s kurser. Også Copenhagen Business School, CBS, satser på MOOCs, og her har foreløbig 200.000 studerende fra hele verden meldt sig til et af de mange kurser. Syddansk Universitet og Aarhus Universitet er også så småt kommet med på bølgen, mens universiteterne i Aalborg og Roskilde foreløbig klapper hesten.

Revolution eller luftkastel

Fageksperter har stået i kø for at lovprise perspektiverne, siden MOOC-bølgen for alvor begyndte at skylle ind over kloden tilbage i 2012.

De mest optimistiske mener, at MOOC er den største revolution af undervisningssystemet i over 100 år. Online-undervisningen kan mindske kløften mellem verdens rigeste og fattigste lande, fremføres det, når millioner af mennesker verden over pludselig kan få adgang til viden fra nogle af verdens førende tænkere og professorer.

Samtidig kan kurserne være med til at sikre den nødvendige arbejdskraft med de rette kompetencer til virksomhederne i vores teknologifokuserede industri 4.0-fremtid. Universiteter kan brande sig og tiltrække både flere traditionelle studerende og forskere, og så kan perspektiverne i MOOC lægge en dæmper på de eksploderende globale udgifter til undervisning.

En af de globale pionerer på området, Sebastian Thrun fra it-platformen Udacity, har ligefrem spået, at der blot vil være 10 universiteter tilbage i verden om 50 år. Et af hans mest hypede kurser i MOOC-epokens begyndelse handlede om kunstig intelligens og havde 160.000 tilmeldte studerende fra 190 lande. Kurset blev oversat af frivillige til 44 forskellige sprog. Ud af de 23.000 personer, der gennemførte hele kurset, fik 248 af de onlinestuderende den maksimale score ved den afsluttende eksamen, hvilket ikke lykkedes for en eneste af de 200 studerende, der fulgte Thruns ’analoge’ undervisning på Stanford University. Den bedste af de studerende på Stanford kom ind på en plads som nummer 411.

Men der er også mange kritikere af MOOC, der ikke deler optimisternes jubelvisioner. De afviser at, MOOC nogensinde kan erstatte den klassiske campus-undervisning, hvor underviseren sidder ansigt til ansigt med de studerende.

Hvem der får ret, kan kun fremtiden vise. Men meget er allerede ændret i løbet af de sidste fem år.

Tag nu bare et eksempel som selskabet Coursera, der på rekordtid er blevet verdens største platform for MOOC-kurser med over 27 millioner kursister. Virksomheden samarbejder med over 150 universiteter fra 29 lande – herunder også Københavns Universitet, DTU og CBS – og har over 2.000 onlinekurser. Coursera fik sin første million brugere hurtigere end Facebook. 3 ud af 4 kursusdeltagere er fra andre lande end USA, og 9 ud af 10 deltagere er over 22 år.

Administrerende direktør i Coursera, Rick Levin, mener, at MOOC ikke har disruptet uddannelsesområdet, som mange ellers har hævdet. Han mener, at MOOC har disruptet arbejdsmarkedet.

For den typiske MOOC-kursist er ikke den unge traditionelle universitetsstuderende. Det er derimod de folk, som har forstået behovet for ’livslang læring’. De er typisk mellem 25 og 45 år, og de tager et MOOC for at fremme deres professionelle karriere. De har nået et stadie i livet, hvor de ikke bare kan hive tid ud af kalenderen til at gå på universitet, men kan klare studierne om aftenen eller i weekenden.

”Universiteterne er vores partnere, ikke vores konkurrenter. Så på den måde er der ikke tale om disruption af de videregående uddannelser. I hvert fald ikke endnu. Den disruption, vi skaber, er på arbejdsmarkedet. Du kan se tonsvis af folk på LinkedIn, som poster deres Coursera-certifikater på deres profil, og det er nu blevet et signal til arbejdsgiverne om, at det vil fortsætte med at vokse, da flere arbejdsgivere begynder at ansætte folk på baggrund af disse kvalifikationer,” forklarede Rick Levin i en CxOTalk før sommerferien.

Københavns Universitet viser vejen

Københavns Universitet er Danmarks førende inden for MOOC, både målt på antallet af deltagere og kurser. Universitetet har foreløbig lanceret 12 forskellige kurser, og 6-7 nye er i støbeskeen – alle sammen via Coursera.

Universitetets menukort over MOOC-kurser består bl.a. af Søren Kierkegaards filosofi, globale sundhedsudfordringer, diabetes, forfatningskampe i den muslimske verden, tiden efter det arabiske forår samt skandinavisk film og tv.

Hver femte kursusdeltager kommer fra USA, men også folk fra lande som Kina, Indien og Brasilien er flittige deltagere på KU’s kurser. Faktisk udgør danske kursusdeltagere kun knap 4 ud af 100 deltagere.

Professor Flemming Konradsen fra Københavns Universitet underviser selv på kurset ’Introduktion til global sundhed’, som har kørt flere gange og efterhånden er nået op på godt 100.000 deltagere samlet.

”Coursera har nogle utrolig dygtige analytikere, som på forskellige måder hele tiden undersøger, hvad København Universitet kan sælge, og hvad vores brand er. De fortæller os, om Niels Bohr stadig er et hit, eller om vi har en helt specifik og særlig underviser, som vi må brande på en MOOC. Vi har indtil nu ikke ladet os påvirke så meget af, hvad de finder frem til i deres analyser. Måske vi kommer til det på sigt. Men vores mål er jo ikke at tjene penge på MOOCs,” siger Flemming Konradsen.

Over en halv million har indtil videre meldt sig til et af universitetets kurser. Men ligesom erfaringerne fra andre universiteter i verden har vist, oplever København også, at kun omkring halvdelen af de tilmeldte kursister reelt bliver aktive. Og kun godt 1 ud af 10 gennemfører hele kurset.

Foreløbig har over 28.000 gennemført et MOOC-kursus på KU, mens kursusvideoerne er blevet set over 4 millioner gange. Og over 4.500 deltagere har valgt at betale typisk 49 dollar – svarende til ca. 310 kr. – for at få et certifikat på at have gennemført kurset, som de kan vise til f.eks. en arbejdsgiver. Heraf får universitetet halvdelen af gebyret, mens Coursera beholder den anden halvdel.

De første kurser kostede typisk 400.000-500.000 kr. at tilrettelægge og gennemføre, men i takt med at teknologien hele tiden bliver bedre, og man har høstet nogle erfaringer, koster det nu ’kun’ typisk 250.000-300.000 kr. at producere et MOOC-kursus, fortæller Flemming Konradsen.

Han har store forventninger til de nye kurser, som er i støbeskeen om FN’s 17 verdensmål, som stats- og regeringsledere fra hele verden blev enige om for snart to år siden. De handler om at løse mange af klodens største udfordringer inden år 2030 som f.eks. at udrydde ekstrem fattigdom og sult på globalt plan, mindske ulighed og bekæmpe klimaforandringer.

Københavns Universitet er gået sammen med 16 andre universiteter fra hele verden for at tilbyde kurser, der skal klæde deltagerne på til at indfri verdensmålene. Hvert kursus er bundet op på en FN-organisation, en stor ngo-organisation eller offentlig myndighed, som sammen med kursusdeltagerne skal arbejde sammen om en konkret opgave.

På et af universitetets MOOC-kurser skal deltagerne f.eks. arbejde sammen med FN’s Befolkningsfond, UNFPA, for at finde løsninger til at reducere omfanget af barnebrude og -brudgomme, omskæringer og fremme brugen af prævention. Andre af Københavns Universitets kurser har fokus på vand, turisme, spredning af global antibiotikaresistens samt luftkvaliteten og dets sundhedsskadelige virkninger.

”Der er stort pres fra…

Læs hele artiklen om “En million har meldt sig til danske universiteters onlinekurser” her: https://www.mm.dk/artikel/en-million-har-meldt-sig-til-danske-universiteters-onlinekurser

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du være med i debatten?
Skriv gerne en kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *